En bevilling på 120.000 kr. fra Nykredits Fond har sikret en filmproduktion, hvor fire kunstnere præsenterer deres gobeliner og fortæller om tankerne bag deres kunstværker.

På fredag 5. juli åbner udstilingen “Oprindelsen – skitser til Koldinghus-gobeliner”.

“Vi er glade for at kunne informere om, at Nykredits Fond støtter Koldinghus og produktionen af fire film, der skal dokumentere og formidle skabelsen og oprindelsen til det enestående projekt Koldinghus-gobelinerne. Formålet med Nykredits Fond er blandt andet at give støtte til projekter, der gør noget for kulturen, og som kommer mange i nærmiljøet til gavn, hvilket Koldinghus er et godt eksempel på.” fortæller formand i Nykredits Fond Nina Smith

Udstillingen præsenterer de fire første skitser til de færdige gobeliner, der skabes af fire danske samtidskunstnere Bjørn Nørgaard, Tal R, Kirstine Roepstorff og Alexander Tovborg.   Kunstværket på Koldinghus, der i alt skal bestå af 17 vævede billedtæpper, også kaldet gobeliner, forventes færdigt I 2025.

“Donationen fra Nykredits Fond har sikret, at vi kan skabe synlighed omkring gobelin-projektet – ikke bare på den kommende udstilling, men også i fremtiden. Filmene kommer til at ligge på museets hjemmeside og også på museet i perioden frem til de færdige gobeliner kan opleves på Koldinghus”, siger musemsdirektør Janus Møller Jensen

Læs mere om Koldinghus-gobelinerne her.

Fakta om udstillingen:

Åbning: Fredag 5. juni 2019, kl. 14:00
Kunstnerisk leder af projektet, Bjørn Nørgaard, vil tale ved åbningen
Kulturudvalgsformand Jesper Elkær åbner udstillingen
Periode: 6. juli – 1. september 2019

Ansøgere har fra i dag d. 27. juni 2019 fået nemmere ved at søge om støtte til deres projekter eller foreninger. Nu foregår ansøgningsprocessen nemlig direkte fra Nykredits Fonds hjemmeside, hvor ansøgere bliver guidet igennem en nem og overskuelige proces.

Ansøgere har hidtil skulle skrive e-mails til Nykredits Fond, hvis de ønskede støtte. Men fordi der er kommet nyt liv i fonden optimeres processen til fordel for ansøgerne.  

Fonden har haft lukket for ansøgninger i en årrække. Ændringerne i Nykredits ejerstruktur har betydet, at Forenet Kredit fremover kan sende midler til Nykredits Fond til uddeling.

Ejerskabspolitikken i Forenet Kredit giver nemlig mulighed for, at repræsentantskabet vil kunne beslutte at give et tilskud til fonden på op til 1 pct. af det tilskud, som foreningen giver tilbage til koncernen efter at have modtaget udbytte.

I 2019 besluttede repræsentantskabet i Forenet Kredit at give tilskud på 12,5 mio. kr. til Nykredits Fond til endnu flere uddelinger – og til gavn for endnu flere fællesskaber.

Fonden håber, at den nye ansøgningsproces vil skabe værdi og tilfredshed på sigt.

Har du spørgsmål vedrørende ansøgningsprocessen er du velkommen til at kontakte os.

Mail: [email protected]
Tlf.: +45 44 55 55 10

Sommerkoncerter på Fanø, en havnelegeplads i Taarbæk og nye møllevinger i Faaborg. Det er blot tre af de projekter, som Nykredits Fond har valgt at støtte i 1. halvår 2019.   

Fællesnævneren for disse projekter er fællesskab, foreningsliv og kulturel sammenhængskraft i lokalmiljøet. Samlet set har fonden uddelt 3.540.295 millioner kr. til 39 projekter fordelt i hele landet.

Se alle bevillingerne her.

Et af de absolutte fyrtårne ved dette års H.C. Andersen Festivals bliver støttet af Nykredits Fond. Donationen muliggør det magiske og spektakulære 3D-vandshow Klokken i Munke Mose i Odense.

Med forestillingen Klokken kan publikum nemlig glæde sig til et magisk og spektakulært 3D-vandshow, der blandt andet indeholder Nordens største vandfontæne, betagende laserstråler, levende ild, smuk musik, akrobater i verdensklasse og en imponerende 3D-animation. Og Nykredits Fond støtter både showet og festivalen med 500.000 kr.

“Vi støtter H.C. Andersen Festivals og showet i Munke Mose, fordi festivalen på smukkeste facon lever op til fondens mål om at støtte projekter, der hylder fællesskabet og kommer mange mennesker i nærmiljøet til gavn. Samtidig opfylder den odenseanske kulturfestival fondens ønsker ved at bidrage til en inkluderende by, der gør noget særligt for at skabe et inspirerende lokalmiljø for borgerne”, fortæller formand i Nykredits Fond Nina Smith

H.C. Andersen Festivals finder sted i uge 34, hvor Odense er rammen om eventyrlige kulturaktiviteter for alle aldersgrupper. Et genkendeligt H.C. Andersen univers i teaterforestillinger, foredrag og guidede ture, men i lige så høj grad noget helt anderledes som Street Art, koncerter, lysshow og meget mere – aktiviteter som ligger i forlængelse af H.C. Andersens kunstneriske univers med masser af brændstof til fantasien. Festivalområdet er Odense centrum. Visionen for festivalen er en uges kulturelle og festlige begivenheder, der skal øge kendskabet til Odense både nationalt og internationalt gennem H.C. Andersens univers.

Læs mere om H.C. Andersen Festivals her.

Vinderen af Nykredits Fonds Arkitekturpris 2019 er arkitekterne Frank Maali og Gemma Lalanda, der sammen har drevet arkitektvirksomheden Maali & Lalanda siden 2000.

Arkitekturprisen er med sine 500.000 kr. til hovedprisen den største i Skandinavien – og er blevet uddelt hvert år siden 1987. Det er bestyrelsen i Nykredits Fond, der vælger vinderen på bagrund af en indstilling fra et fagkyndigt udvalg.

Arkitekterne Frank Maali & Gemma Lalanda har ifølge prisudvalget gjort sig bemærket med en række renovering og ombygninger – blandt andet Strandingsmuseet i Thorsminde, Enghave Kirke og Mogens Dahl Koncertsal.

Formand for Nykredits Fond, Nina Smith, glæder sig over, at fonden igen kan være med til at sætte fokus på det høje niveau blandt arkitekter i Danmark.

”Vi har en stolt arkitektonisk tradition i Danmark, som Frank Maali og Gemma Lalanda på fineste viderefører. De fortjener derfor den kollegiale anerkendelse, der ligger i at modtage Nykredits Fonds Arkitekturpris,” siger Nina Smith.

Ud over hovedprisen uddeles hvert år også Motivationsprisen og Bæredygtighedsprisen. I år uddeles der også en særlig hæderspris på 50.000 kr., som tilfalder arkitekt Peter Andreas Sattrup fra Danske Arkitektvirksomheder. Han anerkendes for udgivelsen “ARKITEKT – dokumenter din værdiskabelse”. Publikationen er resultat af et langt forsknings- og formidlingsarbejde, der viser de økonomiske, sociale og miljømæssige effekter af arkitekturen.

Motivationsprisen er uddelt siden 1991 og lyder på 250.000 kr. Prisen gives til yngre, talentfulde arkitekter, som har gjort sig bemærket i branchen. Prisen er tænkt som en opmuntring til at fortsætte og videreudvikle et allerede synligt talentfuldt arbejde.

Prisen tildeles i år Mads Møller og Simon Vinzent fra tegnestuen Arcgency. Tegnestuen er især kendt for sin brug af udtjente containere som byggesten i opbygningen af nye strukturer spændende fra enfamiliehuse til studieboliger og kontorer.

Nykredits Fonds Bæredygtighedspris tildeles for 2019 til Anders Lendager fra Lendager Group. Prisen har været uddelt siden 2015 og gives til arkitekter, som udover at gøre noget særligt for arkitekturen også har særlig fokus på, at arkitektur, miljø og klima går op i en højere enhed. Med prisen følger 250.000 kr.

Lendager Group er stiftet i 2011 og har en målsætning om at være Danmarks førende bæredygtige tegnestue. Lendager Group har specialiseret sig i bæredygtighed og bruger cirkulær økonomi som redskab til at udvikle bæredygtige bydele, bygninger og organisationer.

I år uddeles der også en særlig Hæderspris på 50.000 kr., som tilfalder arkitekt Peter Andreas Sattrup fra Danske Arkitektvirksomheder. Han anerkendes for sin udgivelse ”Arkitekt – dokumenter din værdiskabelse”. Publikationen er resultatet af et langt forskningsarbejde, som viser den økonomiske, sociale og miljømæssige effekt af arkitekturen.

Priserne uddeles i dag d. 23. maj hos Nykredit på Kalvebod Brygge i København fra klokken 16:30.

Yderligere oplysninger: Kontakt pressechef i Forenet Kredit Mathias Bencke Fremmen, +45 51 28 67 72