Jyllinge Festival finder melodien med stor donation fra Nykredits Fond

En donation på 250.000 kroner fra Nykredits Fond er med til at optimere Jyllinge Festival i 2020.

Næste år kan du opleve en festival, der på mange områder er blevet forbedret. En stor donation fra Nykredits Fond har nemlig været med til, at udstyr, lysforhold og toiletfaciliteter bliver optimeret.  

”Den fantastiske donation fra Nykredits Fond er et kæmpe skulderklap til det store frivillige arbejde, som der er lagt i arbejdet med at gøre Jyllinge Festival til det, det er i dag”, fortæller formand for Jyllinge Festival Nicholas Hansen.

I 2019 oplevede festivalen også stor opbakning blandt sponsorer i det lokale erhvervsliv, men donationen fra Nykredits Fond giver mange flere muligheder for optimeringen af festivalen:

”Vi kan nu investere i udstyr, der før har kostet os mange penge i leje. Vi kan have særligt fokus på forberedelserne, hvor vi gerne vil inddrage de unge. Og vi kan gøre Jyllinge Festival mere brugervenlig med langt bedre lys på pladsen og bedre toiletfaciliteter”, siger Nicholas Hansen.

Nykredits Fond er også glade for at kunne hjælpe festivalen. Projektet lever nemlig op til fondens formål:

”Vi er stolte af at støtte Jyllinge Festival i 2020. Festivalen lever på bedste vis op til fondens mål om at støtte projekter, der hylder fællesskabet og inkluderer mange mennesker i nærmiljøet. Samtidig opfylder Jyllinge Festival fondens ønsker ved at bidrage til en by, der gør noget særligt for at skabe et inspirerende lokalmiljø for borgerne” fortæller formand i Nykredits Fond, Nina Smith.

Næste år er det syvende gang, at de mange lokale ildsjæle kan byde velkommen til to dage i musikkens tegn.

Jyllinge Festival finder sted den 20.-21. august 2020 i Hellig Kors Park. Festivalen byder på underholdning for folk i alle aldre, heriblandt en masse musik og et væld af aktiviteter for store og små. I 2019 gæstede blandt andet Kidd, Nabiha, Søs Fenger og Die Herren den sjællandske festival. Du kan melde dig som frivillig allerede nu på festivalens hjemmeside.